Årsberetning 2007-2008
aflagt ved generalforsamlingen 24.april 2008
Jeg vil begynde med at mindes vores medlem Arvid Henningsen.
Beretning:
Foreningen har i det forløbne år været involveret i en del forskellige aktiviteter, som jeg vil vende tilbage til om lidt.
Jeg vil allerførst udtrykke en stor tak for bestyrelsens engagement i foreningsarbejdet.
Det er dejligt, at vi har direkte kontakt til arbejdet omkring Rite Højskole, og at vi har en lettisksprogkyndig med ved bestyrelsesbordet. Samtidig giver bestyrelsesmedlemmernes forskellige interesseområder også gode impulser til arbejdet.
Den humanitære hjælp har været en stor del af foreningens historie, og vi er da heller ikke gået væk fra at tænke humanitært. Som det vil ses i bladet, er vi stadig opmærksomme på støtteområder og oplyser gerne om disse og om kontaktpersoner til dem.
Fra begyndelsen af har den kulturelle dimension også været vigtigt, og i året 2008, som EU har udnævnt til året for interkulturel dialog, er det vigtigt at gøre sig klart, at det jo faktisk er det vi bedriver!
Medlemmerne:
Det er glædeligt, at der stadig kommer medlemmer til generalforsamlingen her i København, selvom medlemsskaren er spredt ud over hele landet, men vi ville ønske os endnu flere, så der kunne komme flere meninger om foreningens arbejde til udtryk ved denne lejlighed.
Vi har modtaget følgende vedr. kontingent 2008:
24 pensionister a 125 kr.
1 studerende a 125 kr.
18 enkeltpersoner a 200 kr.
9 husstande a 300 kr.
ialt 56 har betalt.
3 er kontingent frie
41 er i restance
Vi er 100 medlemskaber, hvis altså alle får betalt.
Sidste år i april havde vi 99 medlemsskaber, men dengang havde vi ikke så mange i restance, som vi har nu.
Hvis man ikke betaler inden for en rimelig tid, sletter vi jo af medlemslisten, så vi ikke ødsler med penge til trykning og forsendelse af blade til ikke-betalende!
Hvis foreningen og medlemstallet skal bestå, må vi gøre lidt mere for at hverve nye medlemmer, det ville være meget dejligt med yngre medlemmer og nye kræfter, vi har brug for ideer og måske også nye vinkler på samarbejdet.
Bladet
Lis Nielsen udfylder heldigvis fortsat dette vigtige job, og det skal hun have mange tak for. Lis har formået at præge bladet på en vældig positiv måde, så der kommer mange aspekter med og forskellige vinkler på emnet: Letland. Jens Helt Hansen gør et stort arbejde med at udvælge og oversætte informationerne fra The Baltic Times, mens Helge Andersen sørger for at bladet bliver sendt ud. Vi afprøver nu en forsendelse uden kuverter, så det sparer Helge for en del af arbejdet ved udsendelsen. Det er ikke billigere i porto, så derfor har vi da også overvejet, om man kunne nøjes med at sende bladet via e-mail?? Hvis nogle medlemmer er interesseret i blot at modtage en mail med bladet, eller bare at læse det på vores hjemmeside, ja så hører vi gerne fra vedkommende.
Ind i mellem vælger vi at gengive forskellige tekster på engelsk eller svensk, og da vi endnu ikke har fået protester mod dette, fortsætter vi, idet vi ikke kan overkomme at oversætte alt, hvad vi finder af interessant stof.
Mailingliste og hjemmeside:
Vores medlemskontakt har desuden to andre sider:
Anne Fraxinus står for en mailingliste, hvor hun til de e-mailadresser, hun har fået af medlemmer, videresender aktuelle oplysninger om arrangementer. Det er vigtigt, at man sørger for at melde evt. mailændringer til Anne. Vi får stadig, ofte ret sent, meddelelser om interessante arrangementer, som vi gerne vil videresende, men hvor en udsendelse med bladet ville komme alt for sent. Jeg kan virkelig kun opfordre til, at man bruger denne ”tjeneste”, et af de sidste eksempler på nytten var, da der var en europæisk filmuge i Grandbiografen, og vi modtog en mail om, at der var en lettisk film, og at vore medlemmer kunne få rabat på billetprisen! Men hvordan får vi det kommunikeret ud sådan en uge før, det finder sted??
Ja, netop: via mailingliste og via den anden muligheder:
vores hjemmeside. www.danmark-letland.dk
Vi er vores medlem Lars Henriksen meget taknemmelige for det arbejde, han har lagt i at få denne hjemmeside op at stå, redigeringen af den foregår i tæt samarbejde med Lis Nielsen. Hvis man har informationer eller oplysninger, der ønskes på hjemmesiden, kontaktes enten Lis Nielsen eller Kirsten Gjaldbæk.
Vi synes ikke, at de nyeste blade skal være tilgængelige for alle, for hvad får medlemmerne så for deres kontingent? Vi har nu valgt at lægge ældre numre til fri afbenyttelse og så lade de nyeste kun være tilgængelige for medlemmer (teknisk er det løst ved, at man som medlem har et login, der bruges ved denne del af hjemmesiden).
Vi prøver at få relevante oplysninger om møder og udstillinger lagt på hjemmesiden, så giv endelig besked til Kirsten eller Lis, hvis I har oplysninger, der kunne have interesse for andre.
Og brug hjemmesiden! Klik ind på den og se efter opdateringer.
Vores samarbejdspartnere:
Vi har fortsat en vældig god kontakt til den lettiske Ambassade og bliver meget venligt modtaget af Ambassadør Andris Razans, både til større medlemsarrangementer og i forbindelse med forespørgsler eller andre aktiviteter.
Vi har også et godt samarbejde med Det Danske Kulturinstitut, både i København og i Riga. Vi får tilsendt orientering om arrangementer fra Kulturinstituttet her i København, når de husker det og ikke altid i særlig god tid, men der kommer noget!
Lettisk-Dansk Forening i DK er en forholdsvis ny forening, som samler en del af de unge lettisk- danske familier, der har interesse i at deres børn holder kontakt med lettisk kultur. Vi har haft kontakt med bestyrelsen og regner fortsat med at udveksle informationer.
Vi er også medlem af KUKS, og får derigennem forskellige muligheder for kontakt med andre venskabsforeninger, og for at orientere om vores aktiviteter.
Vi kan nu mærke, at Foreningens navn optræder i telefonbøger og på Internettet, der kommer en jævn strøm af foreningshenvendelser fra diverse firmaer med tilbud om alt muligt, lige fra præmiepokaler til pengeserviceydelser, og forespørgsler om kontakter.
Vi er stadig med i DANFØ, den danske platform for Østersø-NGO-Forum. I 2008 afholdes dette Forum i Riga, og i 2009 i Danmark.
Den lettiske Nationaldag, hvor Nationalkomiteen holder højtidelighed på Vestre Kirkegård indgår nu også i vores program, vi var med til at invitere til kaffedrikning efter højtideligheden i 2007, for dem, som havde lyst, og agter at invitere igen i dette efterår.
Power-point-præsentation omhandlende årets aktiviteter:
Og hvor har vi så været repræsenteret og eller vore medlemmer været inviteret i det forløbne år:
Lad os begynde med Generalforsamlingen 2007, hvor Anita havde sørget for, at vi alle fik en stor kulturel oplevelse.
Allerede 1. Maj kunne vi fortsætte det kulturelle ved en koncert i Ambassadens have. Tak til Vallensbækkoret, fordi I sørgede for, at denne koncert blev til en så stor oplevelse.
I sommeren 2007 var jeg et par gange i Letland og besøgte mange af de mennesker, som var os behjælpelige ved vores tur året før. Desuden fik jeg taget en del billeder, som vi har kunnet bruge i bladet siden. På Talsi Kunstmuseum var der malerier, som har været i Bladet, og mens jeg var i Rite kørte vi også til det museum, der er i forfatteren Jaunsudrabins fødegård ved Nereta. Nogle af billederne derfra har kunnet illustrere de oversættelser af hans barndomserindringer, som Grinvalds har lavet til bladet. Tak for de oversættelser, Grinvalds!
Efter sommerferien deltog vi med en stand i Københavns Internationale Dag på Peblinge Dosseringen, billedet er ikke fra vores stand, men viser, hvor farvestrålende et arrangement, det var. Vi havde mange interesserede publikummer ved boden! Tak til Anne Mette og Anita, også for musikken, Anita.
Vi var så glade for denne kontakt udadtil, at vi har tilmeldt os igen i år til International dag den 30.august.
Og ugen efter var der Sprogfestival i Grønlænderhuset. Ikke så stort et publikumstilløbs-stykke, men de, der kommer, er meget interesserede. Anda Zarane ydede et fint stykke kulturelt arbejde, Tak! Vi var sammen med Lettisk-Dansk Forening i boden.
Også dette arrangement har vi besluttet at deltage i igen i år, den 21. september.
Den 1. November havde vi i DANFØ-sammenhæng et større møde om demokratiudvikling og samarbejde i Østersøregionen. Fra Letland deltog Agnese Knabe fra et NGO-center, og vi var værter for hende, så hun også kunne nå her i København at få snakket med den lettiske ambassadør Razans her og med Nordisk Minister Råds generalsekretær om det kommende Østersø NGO-Forum.
Den 16.november holdt vi Baltisk Aften i Filipskirken!
Anita havde sørget for, at der igen var besøg fra Limbazi med musik og dans, Ambassaden var medvirkende både m.h.t. til mad og drikke og Ambassadør Razans var hovedtaler. Bestyrelsesmedlemmerne havde været i køkkenerne og efter lettiske opskrifter kokkereret, så alle kunne blive mætte. Der var omkring 110-115 deltagere, så absolut rekorden på Østersøaftenerne i Filipskirken!
Den 12.december stod vi for julehygge en sen eftermiddag på ambassaden, for børn og voksne! Der blev fabrikeret meget flotte juledekorationer, trillet kulørt marcipan og lavet tegnekonkurrencer. Tak til Lis, Anne Mette og Anita for indsatsen! Ambassadørparret beværtede alle med smørrebrød og drikkevarer.
Og så begynder vi at nærme os det ngo-forum, der skal holdes i maj i Riga. Jeg var til forberedelsesmøde lidt uden for Riga i februar. Og vi arbejdede faktisk så hård og intenst, som det ses her på billedet af deltagere fra Sverige, Danmark og Rusland.
8.april havde DANFØ indkaldt til møde i Vartov, både om NGO-Forum i år og om det der skal være i Danmark i 2009. Der var taler af bl.a. Direktøren for Baltic Development Forum Hans Brask og af Letlands ambassadør Andris Razans. Desuden blev de forskellige netværk præsenteret, hvor jeg er aktiv i Kulturnetværket.
Ppp-slut.
Vi har i foreningen i år også et projekt, der økonomisk støttes af det lettiske udenrigsministerium. Det handler om at få set på, hvilken interesse der er i Skandinavien for at lære lettisk sprog og hvad der gøres for at børn af blandede familier får sikret en regulær indlæring af det lettiske ”modersmål” eller af og til er det jo også ”fadersmål”. Det er Anita, der står som primær person i projektet, men Lis og Kirsten har også været med på besøg hos de lørdagsskoler, der findes, både i Oslo, Stockholm og i Danmark.
Da vi var i Stockholm sidste weekend, benyttede Anita og Kirsten lejligheden til også at have et kort møde med Kerstin Aronsson fra Svensk-Lettiska Förening for gensidigt at orientere om vore foreningers virksomhed. Den svenske forening er meget lig vores i størrelse og holdninger, og de sender mange hilsener til vores generalforsamling.
Som det gerne skulle være fremgået af dette, er dette en forening, der arbejder på mange fronter og på mange forskellige måder.
Jeg mener, det stadig er en levende forening, at der stadig er brug for os i samarbejdet med Letland og i arbejdet i DK med at videreformidle erfaringer.
Ved mødet den 8. april talte direktør Brask meget om, at udviklingen i ngo-samarbejdet mellem lande vest og øst for Østersøen havde ændret sig hurtigt de sidste 17 år: Først var der den humanitære hjælp og demokratiudviklingen, hvor ngo’er var supervigtige, så kom den forcerede udvikling for at gøre de nye lande EU-parate, som i høj grad var en embedsmandsopgave. Men efter at disse lande nu er EU-medlemmer, er det tiden, hvor ligeværdigheden skal fremmes, og her spiller ngo’ere igen en stor rolle. Den interkulturelle formidling af værdier og viden om dagligdagen, det er her ”fodfolket” igen er dem, der kan og bør trække læsset!
Og med den opfordring kan vi vist godt gå i gang med at arbejde i foreningen, vi hører meget gerne om ideer og aktiviteter, vi formidler gerne samarbejder og støtter med informationer, hvor det er muligt.
24.4.2008, Kirsten Gjaldbæk